SleepStory

"Tanken om at stå ude i verden med en ulykkelig baby er meget grænseoverskridende. Hvad tænker folk? Dømmer de os fordi vi ikke kan trøste vores egen baby? Forstyrrer vi alle omkring os med hendes gråd?"

Skrevet af Kiki, mor til Vinter

Den hårde start

Vinter kom til verden som en lille bitte pige på kun 2.685 gram. Hun tabte sig hurtigt mere end hun burde og vi forlængede derfor vores to dage på barselsgangen til fem. Da hun på femtedagen havde taget tilfredsstillende på, fik vi lov til at tage hjem. Amningen var udfordrende, hun tog stadig ikke nok på og var meget ulykkelig. Derfor supplerede vi med mere og mere modermælkserstatning og endte efter to måneder udelukkende på erstatning. Vi troede, at vi nu ville få en glad og tilfreds baby, fordi hun endelig fik den mad hun havde brug for.

Men det skete ikke.

 Vinter havde mange ulykkelige timer i løbet af dagen. Eftermiddage og aftener foregik med gråd. Hysterisk gråd hvor hun slog ud med arme og ben og nærmest ikke kunne være i sig selv. Vi er førstegangsforældre og troede måske derfor at det bare er sådan det er at have en baby.

Når vi fortalte folk om at hun græd meget, fik vi at vide at “det gør babyer jo” og at “ingen har lovet at det er let at have små børn”. Nej tak, tænkte vi. Det er det så sandelig heller ikke.

Vi brugte vores dage og aftener på at vugge Vinter indtil hun faldt i søvn. Mange gange virkede det som om det var af ren udmattelse og ikke fordi vi fik trøstet hende. Sundhedsplejersken kom til mange ekstra tjek på grund af vægten men reagerede ikke rigtig på, at vi fortalte hvor sur en baby vi havde. Måske var det det sprog vi brugte omkring det. For sur lyder ikke så forfærdeligt som ulykkelig eller hysterisk.

Barslen er mere hjemme end ude

Hvor andre forældre nyder deres fælles barsel med at tage på café eller ud for at besøge venner og familie, var vi meget hjemme.

Og det er vi egentlig stadig. Tanken om at stå ude i verden med en ulykkelig baby er meget grænseoverskridende. Hvad tænker folk? Dømmer de os fordi vi ikke kan trøste vores egen baby? Forstyrrer vi alle omkring os med hendes gråd? Selv når hun ikke græder, er vi konstant i højeste beredskab for måske at kunne tage det i opløbet. Kort sagt, er det ikke givende at komme ud. Det er faktisk bare hårdt.

Da jeg startede i mødregruppe, fortalte de andre mødre at deres børn stort set aldrig græd uden at det var af sult. De andre havde hyggestunder med deres babyer når de var vågne. De svang ikke deres babyer i deres Sleep Carrier i timevis fordi bevægelsen fik dem til endelig at slappe af. Det gjorde vi.

Min mand kunne stå i halve og hele timer og svinge den frem og tilbage, som var han en menneskelig udgave af Dragen på Bakken. Hun falder stadig kun i søvn i vores arme, i den svingende Sleep Carrier, på bumlende grusvej i barnevognen eller i slyngevuggen.

Kaniosakral- og zoneterapi

I mødet med andre nybagte mødre gik det op for mig, at det vi oplevede ikke var normalen. Jeg skrev til min tante, som er kraniosakral- og zoneterapeut. Hun kommer nu cirka én gang om ugen og behandlingen virker til at have gjort en forskel for Vinter, som ikke længere græder hysterisk fra spisetid til sengetid. Vi har dog stadig en baby der græder meget i løbet af dagen.

En mor fra min mødregruppe forbarmede sig over os, og tilbød at vi kunne få hendes slyngevugge uden motor, som de, heldigvis for dem, aldrig havde haft brug for. Den virker cirka halvdelen af de gange vi ikke kan få trøstet ved at vugge i armene, synge eller spille rock så højt, at hun kan høre den over sin egen gråd.

Var det kolik?

Jeg havde hørt om kolik inden vi fik Vinter, men ikke overvejet at det kunne ske for os. Selvom hun græd mere end 3 timer, 3 dage om ugen følte jeg ikke at det var det der skete hos os. Vi har aldrig været ved lægen for at få det konstateret. Sundhedsplejersken har aldrig nævnt muligheden eller gjort noget for at undersøge årsagen til gråden. Vi har simpelthen ikke troet, at det var det vi stod midt i. Derfor har vi nok ikke insisteret på at få hjælp til en eventuel udredning.

Læs mere om kolik lige her.

“Sov når baby sover”. Ja ja, når det lykkes mig at lægge hende fra mig uden at gråden starter forfra. Når jeg ikke lige er nødt til at klemme et bad ind, når hun endelig ligger og sover for sig selv. Når jeg skal nå at spise noget rigtig mad inden cyklussen med gråd, flaske og mere gråd starter forfra.

Lyden af hendes gråd kan få sveden til at løbe af mig og mit hjerte til at banke, som om jeg lige er løbet efter bussen. Den strækker min tålmodighed tynd og får mit nervesystem til at føles betændt og ømt. Jeg har konstant dårlig samvittighed over at være frustreret over hende, selvom jeg ved at det ikke er hendes skyld. Hun har det meget værre end jeg har i det her.

Jeg føler mig snydt for den hyggelige barsel med cafébesøg og hygge på legetæppet. Jeg bruger de fleste dage låst i sofaen med en grædende eller sovende baby på mig fordi jeg har vugget hende i søvn og ikke tør flytte på hende i frygt for at hele balladen starter forfra. Slyngevuggen hjælper især her, for vi har en virkelig stædig baby der kæmper imod søvnen. Den konstante bevægelse kan skubbe hende over kanten og ind i søvnen. Og så slipper vi får døde arme af at svinge Sleep Carrieren.

Parforhold og team work

Hvis folk går fra hinanden midt i sådan en omgang her, så forstår jeg det. Hvis min mand og jeg ikke var det team vi er, så ved jeg ikke hvad der var blevet af mig eller os. Vi har meget få timer til at være os. Det ved jeg selvfølgelig hører med til at blive forældre. Men at aftenerne foregår til lyden af gråd og at den ene konstant prøver at trøste er ikke ligefrem gødning til kærligheden. Det er en ekstremt intens periode i vores alle tres liv som vi kommer igennem på ren kærlighed til hinanden og håbet om at fremtiden bliver lettere.

Håb for fremtiden

Det er en ambivalent følelse at glæde sig til at ens baby bliver ældre. Vi drømmer om, at vi får overstået “kolikalderen” når vi runder de fem måneder. Men der er ingen garantier. Vi har jo ikke engang fået konstateret at det er kolik vi kæmper med.

Det går meget bedre med gråden, nu hvor hun har rundet de 3 måneder.

Vi har vågne perioder, hvor der bliver smilet og pludret. Vi soler os i de vågne timer, hvor vi har en glad baby. Det er ubeskriveligt hvordan det føles når hun smiler i hele hovedet af de åndssvage lyde og grimasser vi laver til hende. Hun har super let til smil når hun er glad. Hun er den skønneste lille Vintermus og fremtiden ser lysere og lysere ud for os alle sammen.