Har din baby ondt i maven?
Som nybagte forældre kommer du ikke udenom, at baby på et eller andet tidspunkt vil få ondt i maven. Nogle babyer har oftere ondt i maven end andre, og dette kan der være forskellige årsager til. Det kan være hårdt for forældre at se sit barn græde uden at kunne kommunikere med det - man ønsker at gøre alt for at afhjælpe problemet hurtigst muligt.
I dette blogindlæg præsenterer vi dig for, hvad årsagen til mavepine kan være, hvilke symptomer du bør kigge efter, og hvordan du afhjælper ondt i maven hos baby.
Hvorfor har baby ondt i maven?
Som nævnt kan der være mange årsager til, at din baby får ondt i maven. Den mest udbredte årsag er dog, at tarmene endnu ikke er helt færdigudviklede ved fødslen, hvilket kan give mavekneb. Frem til fødslen har baby været vant til at få næring gennem mors mave, og pludselig skal han/hun vænne sig til en ny form for føde - nemlig modermælk eller modermælkserstatning. Dette kræver omstilling for maven og tarmene, som arbejder på højtryk, hvilket kan resultere i ubehag og gråd.
Har baby ondt i maven og prutter en del, kan det tyde på, at han/hun har meget luft i maven, hvilket er en anden udbredt årsag til mavepine. Når baby ammer eller får flaske, kan han/hun suge for meget luft ind på grund af forkert sutteteknik, hvilket kan give luft og ubehag i maven. Det er mere udbredt, at flaskebørn suger luft ind end børn, der får bryst.
Symptomer på ondt i maven hos baby
Her har vi samlet en række typiske symptomer på, hvorfor baby kan have ondt i maven:
- Luft i maven
- Forstoppelse
- D-vitamin
- Kolik
- Overfølsomhed for fødevarer
Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe problemet?
Som forældre vil man gøre alt for sit barn. Og var det muligt selv at påtage sig smerten, når maven volder problemer hos dit lille vidunder, ville enhver forælder gøre det. Heldigvis findes der flere forskellige teknikker, du kan afprøve derhjemme for at afhjælpe ondt i maven. Hvis intet hjælper og problemet fortsætter, anbefaler vi til hver en tid, at du opsøger egen læge eller sundhedsplejersken, så de kan få gennemtjekket din baby.
Afprøv anden ammestilling eller sutteteknik
Får baby ondt i maven efter amning, kan det skyldes, at baby har en forkert sutteteknik eller at ammestillingen ikke er helt optimal. Suger baby for meget luft ind under amning, er der risiko for, at der opstår problemer med maven. Det er også værd at huske på, at babyens tarme endnu ikke er færdigudviklede ved fødslen, hvilket også kan resultere i maveproblemer. Babyen er ikke vant til at få modermælk, og derfor kommer maven på overarbejde, når maden kommer ned i systemet.
Tips til spædbarnskolik
Får baby ondt i maven om aftenen og i løbet af natten, kan det være et muligt tegn på kolik. Hvis det drejer sig om spædbarnskolik, græder babyen typisk flere timer ad gangen, mens det står på over flere uger. Det er svært at afkode, hvad grunden til kolik er - der kan nemlig være flere årsager i spil.
Kolik er ikke en sygdom, og derfor findes der ingen behandling mod det. Det bedste du kan gøre, er at væbne dig med tid og tålmodighed, og forsøge at afhjælpe gråden med forskellige teknikker. Det kan f.eks. være babymassage, afbøvse baby efter et måltid, se om sutteteknikken er korrekt, nærkontakt og svøb.
Sukkervand som smertelindring
Har baby ondt i maven, er sukkervand måske en løsning til at lindre uro i maven. Vær opmærksom på at det kun skal gives i små mængder og altid efter måltider, når han/hun har svært ved at finde ro.
Du laver sukkervand ved at opløse sukker i kogt vand og lader det afkøle. Brug 1 tsk sukker til 100 ml vand. Det anbefales ikke at give sukkervand til babyer under 6 måneder.
Hold pause med D-vitamin eller skift mærke
Når baby er 2 uger gammel, anbefales det at supplere med D-vitamin-dråber. Giver D-vitamin baby ondt i maven, kan du prøve at holde en pause og se, om det afhjælper ubehaget i maven. Hvis maveproblemerne forsvinder, kan du med fordel prøve at skifte til et andet mærke. Forhør dig eventuelt på apoteket, hvad de anbefaler, hvis du har mistanke om, at D-vitamin giver ubehag i maven hos din baby.
Overfølsomhed eller fødevareallergener
Hvis din baby får flaske, kan det være muligt, at han/hun ikke kan tåle modermælkserstatningen. Prøv at skifte til et andet mærke, og se
om det har en effekt.
Væske mod forstoppelse
Hvis din baby har svært ved at komme af med afføringen, har hun/han højst sandsynlig forstoppelse, hvilket resulterer i mavepine og gråd. For at afhjælpe problemet er det vigtigt at tilbyde baby tilstrækkelig væske. Er baby gammel nok til at spise mos, kan du prøve at servere sveskemos eller bananmos - husk at bruge en moden banan.
Mavemassage og zoneterapi kan også have en positiv effekt mod forstoppelse.
Prøv babymassage eller zoneterapi
Døjer baby med ondt i maven, er zoneterapi eller babymassage måske svaret på dine bønner. Prøv først at massere baby i cirkulære bevægelser rundt om navlen, og bagefter samle benene og bøje dem mod maven, mens du laver cirkulære bevægelser. Zoneterapi er en blid og effektiv behandlingsform, hvor du ved hjælp af tryk forskellige steder på kroppen sætter gang i systemet. Du kan med fordel booke tid hos en zoneterapeut, som viser dig, hvilke punkter du skal trykke på for at afhjælpe ondt i maven hos din baby.