Skrevet af Rachel Fitz-D / pensioneret specialjordemoder, baby- og forældreekspert, forfatter og formidler

Her er du igen: Det er aften, din baby døser i dine arme, mens du vandrer rundt i stuen og vugger blidt. Du har gjort det i tyve minutter – SÅ må dit lille vidunder da være faldet i søvn? Forsigtigt lister du hen mod vuggen, venter et øjeblik, og lægger så din baby ned. Stille og roligt går du tilbage til din yndlingsplads i sofaen og læner dig tilbage til lidt tv og afslapning. Puha! Men næppe har du fået fat i fjernbetjeningen, før du hører en lille klynken og ser to bittesmå hænder vifte i luften. Du sukker og undrer dig over, hvorfor din baby sover helt fint … så længe den ligger i dine arme og bliver vugget. Hvad er det, der sker?

Lad os spole helt tilbage til menneskehedens allerførste tid på denne planet. En baby, der ikke blev holdt trygt i nogens arme – især i nattens mørke – var i alvorlig fare for kulde og rovdyr. Derfor var det netop de babyer, der gav lyd fra sig, hver gang de ikke blev holdt og trøstet, som overlevede.

Hundredtusinder af år senere er den egenskab en så vellykket overlevelsesstrategi, at den er blevet en grundlæggende og højt udviklet del af både babyers adfærd og forældres reaktion.

Hver gang vi tager vores lille op og vugger den – og dermed genskaber de blide vuggende bevægelser fra livet i livmoderen – producerer den beroligende endorfiner. Og det gør vi selv også. Alle vinder.

Men her er sagen: Endorfiner forsvinder hurtigt igen. Så inden for få minutter efter at barnet er lagt tilbage i vuggens stille og kølige omgivelser, er endorfinerne væk, den primitive del af hjernen slår alarm og råber “jeg er helt alene, og bjørnene kan tage mig!”, vrikkeriet og søgningen begynder forfra, og babyens højt udviklede forælder reagerer prompte ved at få den trygt tilbage i favnen.

Forældre opdager hurtigt, at der er masser af måder at trøste og berolige en baby på: Ved brystet får den varme, hud mod hud, den beroligende lyd af hjerteslag og en dejlig strøm af varm, endorfinrig mælk. At tilbyde brystet er altid vores første mulighed, fordi babyer selv kan tænde og slukke for mælkestrømmen og dermed nemt vælge, om de vil falde til ro og døse, eller falde til ro og drikke. Et varmt bad efterfulgt af massage kan lindre de hormonelt udløste mavekneb, vi kalder tremåneders-kolik, mens en tur i barnevogn eller bil giver de skønne vuggende bevægelser sammen med den hvide støj fra omverdenen eller bilmotoren. Når der kun skal en lille smule trøst til, kan man lægge babyen tæt ind i halsgropen og klappe rytmisk på dens numse – det genskaber fornemmelsen af at blive holdt fast i livmoderen med mors kraftige hjerteslag rungende gennem fostervandet.

“Jamen hvad så, når jeg skal spise, på toilettet eller bare give mine stakkels trætte arme en pause fra al den vuggen?” spørger du sikkert. Det er præcis her, en blidt vuggende slyngevugge kommer til sin ret. I stedet for at lægge barnet i den stille vugge – vel vidende at det begynder at brokke sig, længe før kaffen er klar – kan vi med en vuggende slyngevugge blive tæt på vores lille, mens den fortsat falder skønt til ro, og vi selv får en velfortjent pause.

Verden over ammer, kysser, klapper og vugger forældre deres babyer time efter time, dag efter dag, måned efter måned – og bruger trygt vuggende slyngevugger til at berolige barnet, når armene trænger til en pause. Det accepterer de gladeligt som en naturlig og sund tilgang til forældreskab. Men her i Storbritannien? Her bekymrer vi os. Hver eneste dag i mit arbejde møder jeg bekymrede forældre, der frygter, at de ved konstant at trøste og vugge deres baby – i favnen eller i en vugge – er ved at “skabe en dårlig vane” og lave problemer for sig selv på længere sigt. Men intet kunne være længere fra sandheden!

Forskningen fortæller os, at det at vugge en baby ud over at være yderst beroligende og søvnfremmende også er med til at opbygge tillid og skabe en dyb og tryg tilknytning. I de første seks måneder af livet er det så afgørende for en babys fysiske og følelsesmæssige trivsel at blive trøstet i favnen, at evolutionen har sikret, at den faktisk ikke er i stand til at lære at trøste sig selv eller sove alene. Hvis den kunne lære at være alene i længere tid, ville den jo kunne komme til skade af kulde, sult – og bjørnene! At forsøge at lære en baby at falde til ro selv og ligge alene i en stille vugge er som at forsøge at kurere en baby for … at være en baby. Du kæmper mod evolutionen.

Undersøgelser viser, at den vuggede baby i favnen sover dybere, har lavere risiko for vuggedød og infektioner og har mere stabil vejrtrækning, puls og temperatur. Og som et ordentligt puf til dem, der taler om dårlige vaner: Babyer, der bliver trøstet mest i det første halve år, vokser op og bliver mere sociale, mere selvstændige og mere selvsikre!

Så husk: Din baby har virkelig brug for at blive vugget og trøstet for at forblive rolig, tryg og bedre beskyttet mod infektioner og vuggedød. Og langt fra at skabe problemer for dig selv hjælper din hurtige reaktion på din babys vridninger og lyde – ved at tage den op igen – den faktisk til at blive mere selvsikker og selvstændig på længere sigt. Vi har alle brug for en pause ind imellem, og en vuggende slyngevugge kan give netop den beroligende bevægelse, babyer har brug for at falde til ro. Og husk til sidst, at det at vugge en baby er lige så gammelt som tiden selv, og at når du beroliger din baby, beroliger du også dig selv. Så kan alle slappe af i forvisning om, at du er forælder præcis på den måde, naturen har tænkt sig – ved at stole på din intuition og kramme og vugge din baby.

Om Rachel Fitz-D

Rachel Fitz-D er pensioneret specialjordemoder, baby- og forældreekspert, forfatter til “Your Baby Skin To Skin” og “Stretched To The Limits” samt skribent og formidler for the Baby Show. Hun har fire voksne sønner og fire små børnebørn, bor i Berkshire og har været gift med sin mand i 40 år.