”Når næste ve kommer, må du gerne så småt begynde at presse”, siger afdelingsjordemoderen. Men jeg kan ikke. I to døgn har jeg skulle gøre alt i min magt for at holde på baby, og nu beder hun mig om at give slip. Et kæmpe kontroltab. Men pressefasen er i gang, og inden for få minutter vokser mængden af personale på stuen fra to til 12 personer. En jordemoder, en afdelingsjordemoder, en jordemoderstuderende, to sosu’er, to sygeplejersker, to børnelæger, to læger og en lægestuderende. Præmaturfødsler er altid højrisikofødsler. Vi er på forhånd blevet informeret om, hvordan forløbet kommer til at gå. Han skal pakkes ind i en plasticpose sekundet efter, han er født, for at han kan holde varmen. Må højest ligge i et minut på mit bryst. Vil blive kørt væk fra fødestuen efter få minutter.

Han er ude på ti veer. Klokken 18.53 bliver han født. Klokken 18.54 bliver han taget fra mig af børnelægen, og over på det babybord, der står ved siden af mig. De næste minutter husker jeg intet fra. Klokken 19.06 bliver han kørt væk fra stuen og over på neonatal. Det tidspunkt kan jeg, for der har jeg åbenbart taget billeder med min telefon, hvilket jeg heller ikke husker noget fra. Klokken 19.10 er der kun mig og jordemoderen tilbage på stuen. Klokken 21.30 bliver jeg kørt over på Stue 23, som skal blive mit hjem de næste seks uger.


Mandag den 30. juni 2025. Jeg har været sygemeldt med plukkeveer i godt to måneder. Jeg er i uge 29+5 da jeg denne eftermiddag føler mig en anelse mere tynget i maven end de foregående uger.

Sommerferien er lige begyndt, og som alle andre år har vi planer om at rykke hjem til min kærestes forældre og passe deres hus, mens de er på ferie. Det betyder også, at vi kan udleje vores egen lejlighed i de uger. På trods af min tunge gravide krop beslutter vi at gennemføre planen. Jeg skal blot pakke en taske med lidt tøj, og så står min kæreste for resten. Det virker overskueligt. Vi flytter derhjem om fredagen, lørdag og søndag skiftes vi til at tage hjem i lejligheden for at ordne nogle småting, og mandag er jeg ovre for at skifte sengetøj, lægge håndklæder frem osv. – alt sammen almindelige gøremål, som jeg har grønt lys til at gøre af min læge og jordemoder. Men efter at have gjort klar, kan jeg godt mærke, jeg har brug for at komme hjem og ligge ned.

Det har jeg selvfølgelig gjort en del på det seneste, ligget ned. Nogle gange i flere timer før jeg endelig har kunne mærke, at maven slappede af. Andre gange er det sket inden for ganske kort tid. Men denne eftermiddag er det som om, det ikke rigtig sker. Det er faktisk som om det bliver en lille smule værre jo længere tid, der går.

”Din livmoder øver sig” havde min jordemoder sagt, da jeg fortalte hende om min mave, der blev spændt op helt ud af det blå, og jeg kunne mærke det i hele min krop og på min vejrtrækning i ca. 30 sekunder før det slap igen. Det var den samme fornemmelse, jeg havde denne eftermiddag blot lidt anderledes. Det gjorde ikke mere ondt eller var kraftigere, men det var hyppigere.

Omkring kl. 18 beslutter jeg mig for at ringe ud til fødeafdelingen – jeg skal bare lige bekræftes i telefonen, at alt er som det skal være. ”Det lyder helt normalt”, siger jordemoderen i røret,  – en sætning jeg i øvrigt har hørt utrolig mange gange i løbet af min graviditet. Men jeg insisterer alligevel på, at jeg skal ud til et tjek. Jeg kysser min datter farvel, og siger, at jeg er hjemme igen når hun sover. Mor skal bare lige ud og have tjekket at lillebror har det godt. På det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg først skal se hende igen tre dage senere.


Tirsdag den 1. juli 2025. Det er nat. Jeg er blevet indlagt på gravidafsnittet på Herlev Hospital.

Lægerne kunne lynhurtigt konstatere, at min livmoderhals er svært forkortet. 11mm, normalen er 30mm. ”Men der er stadig lukket, og det er jo et godt tegn. Nogle gravide kan sagtens have en kort livmoderhals frem til uge 40. I visse tilfælde forlænges den endda igen,” fortæller den læge, som giver mig vehæmmende drop og lungemodnende medicin til baby i tilfælde af, han skulle komme for tidligt. Hendes ord giver mig en form for håb, og alligevel fornemmer jeg tydeligt alvoren i situationen. Måske min baby allerede kommer nu, mere end ti uger for tidligt.

Aftenen er gået med fortvivlelse, realistiske beslutninger og telefonopkald til min kæreste, familie og veninder. Hver anden time kommer der en jordemoder og lytter til, hvordan baby har det med de blå CTG-bånd, som fortæller babys hjerterytme og min aktivitet i livmoderen. Nogle gange kommer de oftere, hvis jeg har mærket noget anderledes og ringet på snoren. De er søde, personalet. Giver mig kram, holder mig i hånden og lytter på mig. ”Har du nogen du vil ringe til, som kan komme og være hos dig i nat?” Men min kæreste skal passe vores datter, det er for sent at bede en veninde om at komme og alligevel lidt for mærkeligt, hvis mine forældre skulle være her.

Jeg møder mange jordemødre de dage på hospitalet, men hende jeg har denne nat, gør et indtryk på mig. Hun hedder Liv, er lidt op i alderen og har et stort krøllet, lyst hår, og så virker hun til at have al den tid i verden, som jeg kunne have brug for. Liv. Sikke et dejligt navn. Så banalt som det end kan lyde, så giver det håb her i den hede sommernat, hvor jeg forsøger at holde på min baby.

Min kæreste kommer om morgenen. Han kommer direkte ud på hospitalet efter han har afleveret vores datter i SFO. Jeg bryder ud i gråd i sekundet han træder ind ad døren. Det er først nu jeg virkelig mærker, hvor bange jeg er for, at alt skal gå galt.


Onsdag den 2. juli 2025: Jeg skal ligge helt stille i sengen. Må rejse mig for at gå på toilettet som det eneste. På trods af mange håbefulde scenarier fra personalet, synes mit eget håb at svinde mere og mere ind. Inden for det seneste halvandet døgn har jeg blødt, haft vandafgang i snart 20 timer og kraftige plukkeveer gennem natten. Får to Panodiler at sove på. Om morgenen køres jeg ned på fødegangen med mistanke om igangværende fødsel.

”Du er otte cm åben”, siger jordemoderen efter jeg forgæves har forsøgt at tisse på trods af stor tissetrang. Der ligger et lille hoved, og spærrer for adgangen. De stopper det vehæmmende drop, og afventer at kroppen selv gør resten af arbejdet. Men det gør den ikke. I syv timer producerer min krop ikke en eneste ve. Først hen mod aftentid besluttes det at give vestimulerende drop da jeg viser tegn på infektion, og baby i så fald helst skal ud.

Den 2. juli kl. 18.53 føder jeg en sund og sej lille dreng på 39cm og 1608 gram. Præcis 10 uger for tidligt.

Hvis man ser bort fra den plasticpose, han bliver pakket ind i sekundet efter han bliver født, så ligner han en normal baby, bare mindre. Men, ’normal’... Det er et ord, jeg skal kæmpe meget med det næste stykke tid. Han er født for tidligt, men det gør ham ikke unormal.


Torsdag den 3. juli 2025: Vågner kl. 7 om morgen i en hospitalsseng ved siden af en stor kuvøse. Indeni ligger min søn. Jeg græder ved synet af det. Hverken jeg selv eller min krop har forstået, at jeg har født. Tager hænderne ned på min mave, forsøger at mærke hans spark derinde, hans blide bevægelser mod mit indre. Men de er der ikke.

Der kommer to sygeplejersker ind på stuen. Jeg er et mess. Prøver at opretholde en facade, men må hurtigt indse, at det ikke er muligt. Vi indleder den snak, som jeg skal have mange gange i løbet af de næste par uger. ”Der er en ny sherif i byen. Det er ham, der bestemmer nu og han ville ud”. Men jeg køber den ikke. Jeg kæmper med skylden og skammen. Om at ’hvis jeg bare…’, så ville jeg ikke være endt i denne situation. Der skal gå flere måneder før jeg faktisk forstår, at jeg ikke kunne vide, hvor kort min livmoderhals var. At det nok var sket alligevel, før eller siden.


Mandag den 7. juli 2025: Det er midt i sommerferien. Den sommerferie, hvor vi skulle have hygget os i haven, været på stranden, været i Sverige og slappet af mens vi ventede på lillebror. Mine svigerforældre er hastet hjem fra deres ferie i Grækenland, og de bor nu alle i huset på Frederiksberg. Min datter, min kæreste og hans forældre. Jeg ser kun min datter i højest et par timer om dagen. Hun er seks år, og forstår godt, hvorfor jeg skal være på hospitalet. Men det er ikke det samme, som at hun accepterer det. Hun skal skrælles af min løse hospitalsskjorte, hver gang de skal køre hjem igen. Mit hjerte bliver flået ud hver gang.

Jeg køber to tøjdyrsisbjørne i 7Elleven i hospitalskiosken. Én til min datter og én til baby. Issi bliver de begge døbt. Jeg sover med den ene hver nat, og det samme gør hun. Vi aftaler at det kan være en slags telefon, så når vi skal sove og savner hinanden kan vi ligge med Issi og på den måde er det som om, vi ligger ved siden af hinanden.


Tirsdag den 12. august 2025: I et inferno af slanger, ledninger, alarmer, sprøjter, læger, sygeplejersker, rengøringspersonale, sms’er, romkugler, kryds og tværs’er, Tour de France-etaper flyder dagene sammen. Der sker ingenting og der sker alting. Tårerne er der stadig. Vi ligger hud mod hud, og jeg græder. Jeg taler i telefon, og jeg græder. Jeg henter te i fælleskøkkenet, og jeg græder. Jeg ser Wimbledon, og jeg græder.

Men dagene går og tårerne bliver færre. Vi bliver udskrevet. Sendt afsted med flag og kram af personalet. Nu er vi hjemme. En familie på fire med en baby i hjemmet. Som var man kørt på hospitalet, havde født og kørt hjem igen dagen efter. Det er normalt.

Hos Membantu tror vi på, at ærlige fortællinger hjælper andre forældre til at føle sig mindre alene.

Har du selv oplevet en uventet start på forældreskabet, er du altid velkommen til at dele din historie med os.