I familiens 60'er-hus er der fart over feltet. Her bor Emma og Nikolai med deres tre drenge: Eskild, Freddie og familiens yngste medlem, fem måneder gamle Uffe. Eskild kan tale nonstop om sjældne dyr og Pokémon. Freddie synger eller nynner stort set altid, og Uffe? Han må allerede finde sig i lidt af hvert som lillebror til to.

"Der er altid legekammerater på besøg og bamser og legetøj overalt. Uffe skal stå model til meget, men han finder sig i det meste," fortæller Emma.

Livet som mor til tre er med andre ord ikke ligefrem blevet mere stille. Alligevel har det på nogle måder vist sig at være lettere, end Emma havde forestillet sig. For hvor springet fra ét til to børn var stort, har overgangen fra to til tre været overraskende ukompliceret – måske fordi Uffe er kommet ind i en familie, der allerede har fundet sin egen rytme. Og måske også fordi Emma selv har ændret sig undervejs.

Fra to til tre var lettere end forventet

Der er fem år mellem Uffe og hans nærmeste storebror, Freddie, og aldersforskellen har vist sig at have sine fordele. Eskild og Freddie er blevet så store, at de kan meget selv – og ikke mindst har de hinanden.

"De to store drenge er hinandens bedste venner. De deler alt: venner, værelse, interesser og legetøj. Derfor var jeg lidt spændt på, hvordan de ville tage imod en baby i familien."

Bekymringen viste sig hurtigt at være unødvendig. Begge storebrødre har taget Uffe til sig og er meget opmærksomme på ham. Især Freddie er, som Emma selv beskriver det, nærmest "besat" af sin lillebror. Han vil være tæt på ham, snakke med ham og dikke-dikke, så snart muligheden byder sig. Samtidig betyder drengenes alder, at der også er plads til, at Uffe kan få ro og tid alene med sine forældre. De store har travlt med vennerne på vejen, trampolinen og Pokémonkortene, mens Uffe følger med Emma og Nikolai gennem dagens gøremål. Når Eskild skal afleveres i skole inden klokken otte, kommer Uffe bare med. Og det fungerer.

"Der er kaos, men masser af kærlighed," som Emma siger.

"Jeg er blevet mindre perfektionistisk for hvert barn"

Da Emma blev mor til Eskild som 25-årig, var der flere ting, der helst skulle gøres på den rigtige måde. Eskild skulle have pænt tøj på. Han skulle spise rigtigt. Der var tumletræning og styr på tingene. Tre børn senere ser verden lidt anderledes ud. 

"Nu går jeg ikke engang op i, om drengene har ens sokker på. Freddie har konsekvent sit tøj på med vrangen ud, og vi har som regel altid glemt noget, når vi skal ud ad døren. Men det løser sig jo altid."

Det betyder ikke, at Emma er blevet ligeglad med sine omgivelser. Tværtimod beskriver hun sig selv som æstetiker helt ind til benet. Hun holder af smukt design og inspirerende omgivelser, og indretningen i familiens hjem er gennemtænkt ned til mindste detalje. Men det smukke må aldrig stå i vejen for livet. Alt i hjemmet har en funktion og er til for at blive brugt. Børnene må hoppe i sofaen, og bliver der spildt på gulvtæppet, er det ikke verdens undergang. Med tiden er Emma også blevet bedre til at vælge, hvad hun vil bruge sin energi på:

"Jeg vil hellere bruge min energi på at være nærværende med mine børn end at stresse over alting."

Ting bliver glemt. Sokker matcher ikke altid. Vasketøjet hober sig op. Og alligevel ender familien som regel med at komme ud ad døren.

Den samme ro kan Emma mærke, når det gælder søvn. Som førstegangsmor kunne én dårlig nat sætte dagsordenen for hele dagen – ikke mindst for humøret og overskuddet.

"Jeg gav søvnen så meget energi. I dag har jeg lært, at en dårlig nat ikke behøver at betyde en dårlig dag. Jeg kan altid tage mig en lur, og jeg giver det ikke så meget fokus længere."

Med Uffe forsøger familien derfor i højere grad bare at følge den rytme, der fungerer lige nu. Han er fem måneder og sover typisk tre lure i løbet af dagen – nogle gange i dobbeltsengen, andre gange i barnevognen eller i vuggen. Uffe holder af bevægelse, når han skal finde ro, og det hjælper også ofte, når Emma synger for ham. Om aftenen bliver han puttet omkring klokken 20, hvor han sover i sin vugge, indtil han vågner igen omkring klokken 23 og skal ammes. Derefter kommer han over i dobbeltsengen, hvor han sover resten af natten med et par opvågninger for at spise.

"Han finder næsten altid ro, når jeg lægger ham i vuggen. Så ligger han der og kigger på sin lille lampe, som laver små blomsterformer i loftet."

Det er den rytme, der fungerer for familien lige nu. Og når den på et tidspunkt ændrer sig, finder de ud af det til den tid.

Når ro til baby også giver plads til mor og far

Det er faktisk ikke så længe siden, at vuggen stod et helt andet sted i huset. I starten blev den brugt i stuen til Uffes længere lure i løbet af dagen. Men i takt med at hans lure er blevet kortere, har familien flyttet vuggen ind i soveværelset, hvor den i stedet er blevet en fast del af aftenputningen. Det giver ro til Uffe – men det har også givet Emma og Nikolai noget, der nemt kan blive en mangelvare i en familie med tre børn: tid alene sammen.

"Han tager et par gode timer i den om aftenen, hvilket gør, at min mand og jeg kan hygge i sofaen sammen. Lidt tiltrængt voksentid til at lade batterierne op."

For når man er blevet en familie på fem, behøver de små pauser ikke nødvendigvis at blive brugt på vasketøj, oprydning eller endnu en ting på listen. Nogle gange er det vigtigste bare at få lov til at sidde i sofaen sammen – som to voksne, ikke kun som forældre.

Emma har altid vidst, at hun gerne ville være mor. I dag, når hun ser på Eskild, Freddie og Uffe og det familieliv, hun og Nikolai har skabt sammen, er det først og fremmest stoltheden, der fylder.

"Jeg er meget stolt af, at jeg har valgt Niko til at være far til mine børn. Han er den perfekte modsætning til mig, og på den måde supplerer vi hinanden rigtig godt."

Hjemme hos dem er der ofte lidt rodet. Familien er næsten altid bagud med vasketøjet, og aftensmaden kommer, med Emmas egne ord, "sjovt nok altid bag på os". Men der er også plads: til leg og kreativitet, til en ekstra legekammerat ved middagsbordet – og til at være en familie, hvor ikke alting behøver at lykkes i første forsøg.

"Vi er ikke perfekte forældre, men vi er gode til at lære af vores fejl, tale sammen, sige undskyld og give plads til store følelser."

Det samme gælder de nætter, der ikke går helt efter planen.

"Jeg er blevet meget bedre til at sige pyt – that's life with kids. Heldigvis banker natten snart på igen, så det skal nok gå."

For måske er det netop den største forskel på første og tredje barn: ikke at hverdagen er blevet mindre kaotisk, men at Emma er blevet bedre til at finde ro midt i den.