Som nybagt forældre for første gang kan der opstå mange undringer og ubesvarede spørgsmål i forhold til den lille ny. Især når det kommer til babyens søvnbehov, søvnrytmer og søvn adfærd. Det er der en ganske naturlig og god forklaring på. 

Babyers søvnbehov og søvnvaner er markant forskellige i forhold til voksnes. Det betyder, at du som forældre både skal forsøge at forstå og lære din babys søvnbehov, men også, at du selv skal tilpasse din egen søvn efter, hvordan din baby sover og ikke mindst, hvordan din baby ikke sover.

 


Babys søvnrytme det første år

De første 12 måneder af din babys liv ændrer søvnbehovet og søvnrytmerne sig markant. Spædbørn har nemlig ingen søvnrytme overhovedet, hvilket både kan være en stor udfordring og en svær tid at forstå. 

Heldigvis går der ikke mange måneder, før din baby så småt vil begynde at udvikle nogenlunde faste søvnrutiner. Her bliver det altså meget nemmere at planlægge, hvornår din baby skal sove, og hvornår din baby skal være vågen. 

Hver gang din baby falder i søvn påbegyndes dens søvncyklusser, hvilket er trædestenene igennem dens søvn. Derfor er det vigtigt at forstå, hvordan en babys søvncyklusser adskiller sig fra voksnes søvncyklusser. 

 

Babyer har kortere søvncyklusser end voksne

Når vi mennesker sover, gennemgår vi søvncyklusser. En sådan cyklus består af 4 forskellige faser.

  • Fase 1: Ingen REM fase. Ganske let søvn og derfor nem at vække
  • Fase 2: Ingen REM fase. Lidt dybere søvn end i første fase. Kroppen slapper mere af og temperaturen for kroppen sænkes langsomt sammen med hjerterytmen.
  • Fase 3: Ingen REM fase. Dyb søvn. Her slapper kroppen helt af, og man sover tungt.
  • Fase 4: REM fase. REM fasen er den aktive fase af søvnen. Her kan der drømmes, og øjnene vil typisk være aktive under øjenlågene. Blodforsyningen til hjernen øges markant. 

Når søvncyklussen er gennemgået, starter vi forfra med den første fase, og dette fortsætter, indtil vi vågner. 

Hvor længe vi er i hver fase, og hvor lang tid det tager for os at gennemgå alle 4 faser er meget forskelligt fra person til person, men det afhænger i høj grad også af vores alder. 

Voksne mennesker vil cirka være 90 minutter om at gennemgå de fire faser, som søvncyklussen består af. For babyer vil den samlede tid for gennemgangen af søvncyklussen være knap den halve. Det vil typisk være 30-45 minutter.

Hvis du oplever, at din baby typisk vågner efter første fase 4, så er det fordi din baby endnu ikke har lært at overgå til en ny cyklus. En måde du kan hjælpe din baby med dette, kan være hjælp af bevægelse, da mange babyer bliver beroliget af vuggende bevægelser, da det minder om tiden fra moderens mave. Her kan en slyngevugge med eller uden motor være et rigtig godt redskab.

Sådan ser dit barns søvncyklus ud

Børn har altså markant kortere søvncyklusser og gennemgår altså denne cyklus flere gange end voksne. Mellem hver søvncyklus vil man typisk være vågen i en kort periode. Det kan være fra få sekunder til måske 20-30 sekunder. 

Voksne vil typisk ikke opdage denne korte opvågning, da vi oftest bare falder i søvn igen og påbegynder en ny søvncyklus. 

Babyer derimod kan have sværere ved at gå direkte videre til næste cyklus, og der er altså derfor en risiko for, at babyen vågner adskillige gange i løbet af natten. Nedenfor vil vi gennemgå de vigtigste udviklinger for din babys søvn fra den er 2 måneder til cirka 1 år. 

 

Når baby er cirka 2 måneder

Et spædbarn har ingen fast søvnrytme. Dens søvn afhænger på ingen måde af nat og dag, og bestemmes derfor kun af dens behov for mad og nærvær. Som helt spæd kan søvnrytmen fra tiden i morens mave dog have en indflydelse. 

Hvis din baby vågner om natten og ikke vil sove, så kan du sjældent få den til det. Spædbørn har nemlig ikke mulighed for at producere hverken melatonin eller kortisol, som er de vigtigste hormonstoffer, når det kommer til, hvornår mennesket bliver træt, og hvornår vi opkvikkes. 

Hjernen er simpelthen ikke udviklet nok til, at det kan lade sig gøre, og derfor oplever spædbarnet ikke den naturlige træthed, der skabes af melatonin, når det er mørkt. Din baby vil i perioden fra 0-2 måneder sove 16-20 timer i døgnet, og du kan altså ikke påvirke søvnrytmen på dette stadie. 

 

Når baby er 3-4 måneder

Her begynder dit barn er være mere bevidst om, hvor det befinder sig, og hvad der sker omkring det. Det begynder at være opmærksom på omgivelserne, og det kan derfor være sværere at få dit barn til at falde i søvn, når du ønsker det, hvis barnet finder noget andet mere interessant end at sove. 

Dit barn vil samlet set sove markant mindre, end det gjorde som nyfødt. Her begyndes der så småt og meget langsomt at blive dannet muligheder for produktion af hormonstoffer som blandt andet melatonin og kortisol, hvilket langsomt udvikler muligheder for skabelse af bestemte søvnvaner. 

 

Når baby er 6 måneder

Når dit barn bliver omkring 6 måneder, kan du begynde at mærke en mere struktureret søvnrytme. Dit barn vil her formentligt sove mere om natten end om dagen, og du vil opleve, at barnet vil sove i lidt længere perioder ad gangen. Barnet vil samtidig begynde at være mere aktiv i løbet af de vågne timer. 

Om natten vil du måske opdage, at dit barn sover mere uroligt og kan begynde at bevæge sig i søvne. Det er helt normalt, og ofte vil du med fordel kunne hjælpe barnet tilbage i en behagelig sovestilling igen. 

 

Når baby er 8-9 måneder

I denne tid vil dit barn formentligt begynde at kunne sove på mere faste tidspunkter. Dit barn vil sandsynligvis være mere aktiv både i de vågne timer, men også igennem søvnen. Du vil måske opleve, at dit barn sover meget uroligt, og at det måske både vil grine og græde i søvne. Dit barn vil begynde at drømme i denne tid, hvilket kan medføre disse mere aktive søvnmønstre. 

Dit barn vil i denne tid ofte have meget brug for dig, også når det sover og mærke, at du er ved dets side som forælder. Det er derfor vigtigt, at du er ved dit barn, når du kan mærke, at det har brug for dig. Her har du mulighed som forælder for at skabe tryghed og tætte bånd til dit barn. 

 

Når baby er cirka 12 måneder

Når dit barn er omkring et år, vil behovet for søvn i dagstimerne efterhånden være nede på bare 2-3 timer. Det vil altså være vågent det meste af dagen og vil så småt begynde at være mere aktiv ved at kravle eller gå rundt, når det er vågen. Den mere aktive tid om dagen vil afspejles i søvnen om natten. Dit barn har brug for at mærke din omsorg, og det kan være en god ide at begynde at lære faste rutiner, når dit barn skal falde i søvn. Det kan være en fast godnathistorie eller sang, som du fremfører hver aften.

 

Børn sover dårligere, når der sker ændringer i hverdagen

Alle børn er forskellige, og derfor vil du måske opleve, at ovenstående ikke passer præcis på dit barn, hvilket er helt naturligt. Ovenstående er generelle tendenser i børns udvikling af søvnen i løbet af det første år. 

Derudover kan der være andre faktorer, der påvirker søvnen. For eksempel kan ændringer i hverdagen som skilsmisser, sygdom, flytninger og mange besøg udefra påvirke barnets søvn. Det kan også være, at dit barn pludselig får en lillebror eller lillesøster, hvilket også kan påvirke dit barns søvnrytme. Forhåbentligt er du nu blevet lidt klogere på, hvordan og hvorfor dit barn sover, som det gør det første år.