Tigerspring 10 - 75 uger

Jeres barn er nu godt og vel 1,5 år, og I er nået til det 10. og sidste tigerspring. I det sidste spring begynder barnet at forstå systemer. Det er her de lærer at bruge deres opfindsomhed, se jeres reaktioner og lærer, hvad der er rigtigt og forkert.

Den sociale udvikling tager også et ryk, og I vil sikkert bemærke, at jeres barn begynder at udvise omsorg over for andre. Selvom barnet har tilegnet sig mange nye færdigheder, vil du stadig opleve, at det reagerer impulsivt.

Læs også: Tigerspring - Følg dit barns udvikling gennem 10 spring

Det kan du forvente under tiende tigerspring

Under sidste tigerspring bliver jeres barn meget mere selvbevidst og forstår sammenhængen mellem følelser. Du vil opleve, at dit barn udtrykker sine følelser på en anderledes og mere velkendt måde, og hvis du selv er trist eller i dårligt humør, kan din søn eller datter udvise empati og forståelse for dine følelser. Med andre ord tager den følelsesmæssige udvikling et kæmpe spring i denne periode.

Dit barn tager også et ordentligt spring i den sociale udvikling. Pludselig er der så mange mennesker at forholde sig til. Alle i familien har hver sin plads og det er det, dit barn prøver at lære og få en forståelse af.

Og begreber som empati, samvittighed og tålmodighed er noget, som kommer i fokus under 10 tigerspring. Måske har du bemærket, at dit barn forsøger at hjælpe dig. Lad ham endelig komme til undsætning - også selvom det tager længere tid. 

Søvnmæssigt vil du måske opleve, at dit barn har mareridt og vågner med skrig eller klynker i søvne. Det kan også tage længere tid at falde i søvn. Det kan til tider være svært at kontrollere alle de nye følelser, hvilket kan resultere i gråd, raserianfald og pludselige humørsvingninger. Det bedste du kan gøre, er at være der for dit barn og udvise ekstra nærvær og omsorg - også selvom det føles umuligt i visse situationer.

Tegn på 10. tigerspring ved 75 uger

Der kan være mange tegn på, at dit barn har taget hul på tiende tigerspring. Nogle af de oplagte tegn på, at I går ind i sidste etape kan være:

Øget gråd og utilfredshed

Der skal ikke meget til før din datter får et pludseligt raserianfald. Men hov, sad hun ikke og legede og havde det sjovt lige før? Humørsvinger er meget almindeligt under 10 tigerspring. Dette skyldes den følelsesmæssige udvikling og de mange nye indtryk.

Det bedste du kan gøre, er at være tålmodig og sætte lidt ekstra tid af, når I f.eks. skal ud af døren.

Søvnforstyrrelser

De mentale forandringer kan simpelthen blive for meget for dit lille væsen, og dette kan påvirke søvnen negativt. Ligesom I troede, at nattesøvnen var sikkert i hus, kan barnets søvn blive afbrudt flere gange i løbet af natten. Dagens indtryk skal bearbejdes, hvilket kan resultere i opvågninger og sågar mareridt. 

Holder sig til forældrene

Det kan være sværere at give slip på mor og far, og måske oplever du, at dit barn klynger sig fast til dig. Han eller hun kan også have det svært med fremmede, og måske vil gråden endda sætte ind, hvis fremmede kommer for tæt på.

Tigerspring 75 uger - hvor længe varer det?

Dette spring er af længere varighed og kan vare helt op til 5 uger. Men som du ved er alle børn forskellige, og måske bemærker du kun en snert af tegnene. Springet starter ved uge 59, og omkring uge 60-61 vil du måske bemærke, at barnet er særligt omklamrende.

Tips til at komme igennem 10. tigerspring

Det bedste du kan gøre, er at acceptere dit barns udvikling og vise at du er der, når det føles svært og uoverskueligt. Anerkend dit barns følelser og fortæl at du forstår det, og kan se det f.eks. er ked af det. Det kan være en fordel at afsætte mere tid til at komme ud af døren, og sommetider er det måske bedst helt at aflyse en aktivitet eller begivenhed, hvis det hele bliver for overvældende eller uoverskueligt.

I har som forældre ikke gjort noget forkert. Tigerspringet er en del af udviklingen. Der sker meget i denne periode, og det enkelte barn reagerer forskelligt. Støtte og opmuntring er nogle af de bedste redskaber, når barnet er i udvikling.

Lad hende endelig udforske verden på egen hånd, selvom det sommetider kan være svært at blande sig. 

Hold endvidere fast i jeres putterutiner og sørg for rolige omgivelser, så barnet har lettere ved at finde hvile. En slyngevugge kan være løsningen på den forstyrrende søvn. Du kan med fordel vælge en slyngevugge med motor, som klarer alt arbejdet for dig. Vuggens bevægelser minder om tiden som baby, samt mor og fars trygge favn, hvilket virker beroligende på dit barn.

Tiden efter tigerspringet - 75 uger

Efter 10 tigerspring vil du opleve helt nye sider af dit barn. Hvis et andet barn græder eller har slået sig, vil det udvise en højere grad af empati og forsøge at trøste det grædende barn.

Sprogligt kommer der også flere ord til, og du vil sikkert bemærke, at dit barn siger flere ord, selvom de ikke altid er til at forstå. Dit barn forstår efterhånden alt hvad der bliver sagt og reagerer derpå. Prøv f.eks. at bede dit barn om at hente et stykke legetøj, en klud eller noget andet genkendeligt.

Husk stadig at inddrage barnet i de huslige gøremål og lad ham hjælpe hvor det giver mening. Det er blevet endnu nemmere at lege forskellige lege, og motorisk har dit barn efterhånden fin kontrol over kroppen.