Babyer & Motorisk uro

Motorisk uro hos spædbørn er et udtryk flere og flere hører, og det, der defineres og opfattes som motorisk uro, kan virke både udfordrende og stressende for forældre.

De fleste forbinder motorisk uro med en høj grad af fysisk aktivitet, hvor det kan være vanskeligt at berolige babyen, og som kan påvirke både babyens og forældrenes søvn.

I denne artikel udforskes årsagerne bag motorisk uro, hvordan det opleves af både babyen og forældrene samt hvilke tiltag, der kan afhjælpe motorisk uro.

Men inden vi igangsætter redegørelsen for, om motorisk uro påvirker jeres sovesituation, er vi nødt til at forstå, hvordan det udspiller sig og kan se ud.

Hvad er motorisk uro?

Kort definition: Din baby /dit barn søger sensoriske input fra de bevægelser, de laver med kroppen. Han/hun forsøger at stimulere sanserne for at finde ro i kroppen eller den situation, han/hun er i.

For mange babyer og børn er det svært at sortere alle de input, de får i løbet af dagen. Det gør det ofte sværere for din baby / dit barn at falde i søvn eller blive i søvnen, og han/hun vil opleve et fysisk behov for at stimulere sanserne, som viser sig i motorisk uro.

Når behovet for stimulering af sanseindtryk er opstået, og måske endda samtidigt med, at din baby er træt, kan det være svært at berolige ham/hende. Måske er det også ”for sent” at lave motoriske øvelser, der stimulerer sanserne og herved afhjælper motorisk uro, fordi din baby simpelthen er for træt. Hvis motorisk uro opstår, mens din baby sover, og han/hun vækker sig selv og dig, er det svært at forebygge. I dette tilfælde kan vi anbefale brugen af tyngdedyner og/eller svøb.

Motorisk uro kan vise sig igennem:

  • Urolige ben-, arme- og hovedbevægelser
  • Større behov for at nusse/pille eller sutte på noget
  • Større behov for at ligge tæt på forældrene, for at blive svøbt eller ligge under en tyngdedyne

Dette kan omfatte konstante spark, vridning af kroppen og en generel uro, som ikke er nemt for din baby selv at komme af med. Det er normalt for babyer at være aktive og udforske fysiske evner. Man kalder det først motorisk uro, når aktivitetsniveauet overstiger det, som ønskes i en given situation. Det er derfor vigtigt at bemærke, at motorisk uro ikke er negativt eller unormalt. Det er et tegn på, at din baby søger nye sanseindtryk igennem kroppen. Vi skal derfor ikke forsøge at fjerne motorisk uro i sin helhed, men i stedet forsøge at hjælpe baby med at finde ro, når det kræves, så I har nemmere ved at etablere en velfungerende hverdag med rytmer og rutiner.

Hvis I ikke oplever udfordringer med motorisk uro i en grad, hvor det er forstyrrende for jer, så er det ikke noget, I behøver at gøre noget ved.

Læs mere om årsager